Historien om Risby
Bebyggelsens alder
Engang i en svunden tid blev der grundlagt en lille bygd af en vandrende stamme fra en ældre boplads. Om stedet har heddet Risby dengang er tvivlsomt, men at det har været smukt og velegnet, kan vi se den dag i dag. Der er selvfølgelig sket forandringer i landskabet, men med lidt fantasi kan man ane områdets struktur fra den forlængst svundne tid. Der er på Risbys marker fundet flintredskaber, økser m.m., som vidner om menneskelig aktivitet. F.eks. er en bronzealderøkse fundet på Risby Mark, og Tinghøjen nord for Risby kan dateres til bronzealderen. Fra at være en bygd, har byen udviklet sig til at være en lille landsby, der i 1600-tallet havde 10 gårde og 8 huse.
En nøjagtig datering af Risby er kun mulig ad arkæologisk vej, da Risby er ældre end de ældste skrevne beretninger. Stednavneforskningen kan dog hjælpe os på vej. Man mener nemlig, at bynavne med endelsen -by stammer fra ca. år 800-1000 e.kr. Dvs. at Risby formodentlig stammer fra vikingetiden. Forstavelsen Ris- peger på en bevoksning. Ris optræder i en del danske landsbynavne, der har eller har haft tilknytning til skov. Ris betegner også nogle steder et krat el.lign. Navnet Risby findes flere steder i Danmark, og måske er det vandret op gennem Danmark. Risby på Sydsjælland er det ældste kendte navn (nævnes første gang i 1310), og navnet findes også i Nordsjælland, i Jylland, og på Bornholm.
Før landboreformerne i slutningen af 1700-tallet boede størstedelen af landbefolkningen i Østjylland og på øerne i landsbyer. I det øvrige Jylland og på Bornholm lå bebyggelsen spredt. I Risby lå gårdene rundt om forten (også kaldet "gaden"), som var det store åbne areal midt i byen. Husene lå i den sydlige ende af forten og langs den. På forten kunne smådyr græsse, og der lå også et par gadekær, hvor dyrene kunne vandes, og hvor man kunne hente vand i tilfælde af ildebrand.
Rundt om landsbyen lå bymarkerne. På denne egn var de som regel delt op i tre vange. Én af disse vange lå hvert år hen med græs, for at jorden kunne hvile. På de andre to vange blev der sået rug og byg. I egne hvor jorden var dårligere, hvilede en større del af jorden hvert år. Risbys tre vange hed Østervangen, Lillevangen og Ellevangen. I hver vang var der et antal åse, der igen var inddelt i agre - en for hver gård i byen. På den måde fik hver bonde del i både den dårlige og den gode jord, men til gengæld kunne den enkelte gård have mere end 50 jordstykker i alt. På Risbys marker var der 556 agre. Agrene var lange jordstrimler, der kun var nogle få meter bredde, men meget langstrakte. Det var af hensyn til plovene, som kun vanskeligt kunne vendes, så det var praktisk at kunne pløje et langt lige stykke af gangen.
Mellem landsbyerne lå store områder uopdyrket land, der kaldtes overdrevet eller almindingen. Her gik byens kreaturer på græs under opsyn af en fælles byhyrde. Også husmændene havde ret til at lade deres dyr græsse på overdrevet. I Risby var der uopdyrkede arealer langs St. Vejleåen og mod nord i de såkaldt Hede Enge. Desuden var der rundt omkring forskellige områder med vandhuller, krat o.lign.
Risby - en skovlandsby?
Nogle kilder kan tydes således, at egnen omkring Risby har været skovbevokset i tidligere tider. Det er omdiskuteret, hvor grænsen mellem Heden - altså det skovløse land mellem Roskilde og Øresund - og de mere skovrige egne nordpå, har ligget. Men sandsynligvis er skovgrænsen gået syd for Ledøje, hvilket en række marknavne i Ledøje sogn og på Risbys marker tyder på: I Ledøje har vi Risbjerg, Lundspiel, Kratengen, Skovagre, Bøllemose, Ved Egene o.s.v. På Risbys mark nord for byen, findes navnet Skovledsagre nævnt i 1682. Dette henviser sandsynligvis til de skovstrækninger, der har været mellem Ledøje og Risby. Ledøje skov var en del af det mægtige skovareal, der strakte sig fra Hareskov over Måløv, Smørumnedre Mark og over den østlige del af Ledøje Bymark helt ned til Risby. På et - ganske vist upræcist - kort fra 1669, ses skovgrænsen også syd for Ledøje, hvis man skal tage kortets signaturer for skov for pålydende. Desværre er en del byer anbragt forkert, så man kan ikke bruge det til andet end at bestyrke antagelsen om, at Risby i middelalderen lå i udkanten af et skovområde.
At området har været langt mere skovklædt end i dag - når der ses bort fra Vestskoven - tyder også oplysningen om, at der i 1601 blev opført et hus i Risby til en tilforordnet Hederider mellem København og Roskilde. Det var - i hvert fald i Sønderjylland - brugt som benævnelsen på en skov- og jagtbetjent. Man ville vel næppe placere hederideren her, hvis han ikke var i nærheden af den skov, han skulle føre opsyn med. Det er også bemærkelsesværdigt, at der i 1660 blev holdt en synsforretning i Vridsløselille, hvor "dygtige og bekvemme mænd" skulle undersøge om skovene i Smørum Herred var "ved magt" eller forhuggede (dvs. misligholdt). Efter krigen mod svenskerne 1658-1660 blev der konstateret store ødelæggelser i Københavns amts skove. Vi gjorde nu også selv en kraftig hugst, fordi vi brugte meget træ til f.eks. huse, skibe, brændsel.
Man skal desuden huske på, at landskabet før udskiftningen af landsbyerne så væsentlig anderledes ud end efter landboreformerne. Imellem de enkelte byers marker var der overdrev, hvor der kunne være en del småskove og krat. Disse kan have givet anledningen til de førnævnte stednavne. Ved middelalderens slutning er der i hvert fald næppe større skovstrækninger tilbage. 11. juni 1574 får Morten Venstermand en befaling om at lade bønderne i Risby få fri rishugst i Hareskoven til hegn. Der var altså på dette tidspunkt ikke større mængder skov omkring Risby. I 1585 fik herredsfoged Mads Olufsen i Risby adgang til at holde sine svin i kongens skove (hvor de åd olden). Det skovløse område gjorde det vanskeligt at få den fornødne mængde brænde, men Risbys beboere fik en særlig tinglyst ret til at hente brænde i Hareskovene. Denne ret eksisterede helt ind til 1866, hvor der blev lavet en aftale om, at rettigheden i stedet blev erstattet af, at staten udbetalte bønderne et beløb på 1486 rigsdaler en gang for alle.
Risbys kirke
Risby ligger i Herstedvester sogn. I byen Herstedvester 1 km mod sydøst, har Risbys beboere deres kirke. Herstedvester kirkes skib er fra starten af 1200-tallet, men det er sandsynligt, at der har været en trækirke før den nuværende. Kirken er ombygget nogle gange, men den har været en herskabskirke med et pulpitur i skibets vestende. Noget særligt ved Herstedvester kirke er, at den har to våbenhuse hhv. mod syd og nord. Det nordlige er det ældste, og det vender mod Risby. Kirken har i ældre tid været bygget sammen med en stor gård, så i kirkens storhedstid har den formentlig ikke bare været et anneks til Herstedøster kirke, men en selvstændig herskabskirke.
Risby træder ind i historien
Den ældste bevarede skrevne kilde, der nævner Risby, er fra 1314. Det er et dokument udstedt af en Skjelm Poulsen, og omhandler pantsætning af gods til en borger i Roskilde. Vi ved ikke meget om, hvem der ejede jorden i Risby i begyndelsen af middelalderen. Roskilde Domkirke besad meget jord på Sjælland, også i Herstedvester sogn. Til aflønning af domkirkens kanniker (præster), var oprettet et antal præbender, dvs. områder med jordegods, der var i kirkens besiddelse. Ét af disse præbender hed Prebenda Herstede, og det er antagelig grundlagt år 1074-88. Sandsynligvis har store dele af jorden i Risby allerede på dette tidspunkt tilhørt domkirken, og de indtægter jorden gav, tilfaldt en af kirkens kanniker. Op gennem middelalderen kan man med mellemrum se Risby-bønder nævnt i de historiske kilder, men det er stadig vanskeligt at danne sig et billede af, hvem der har ejet jorden i landsbyen. Og kilderne til byens historie på denne tid er i det hele taget sparsomme.
En by i Smørum Herred
Begreberne herred og herredsting går tilbage til den skriftløse tid, og det er derfor ikke til at sige, hvornår de opstod, men at de hørte sammen, er der ingen tvivl om, for herredstinget havde den dømmende myndighed inden for herredets grænser. Herredernes opståen kan skyldes militære, administrative, religiøse, territoriale eller andre hensyn. Allerede i Skånske Lov og Jyske Lov var det foreskrevet, hvordan et ting kunne holdes lovligt, f.eks. at de nødvendige tingfolk skulle være tilstede på det lovlige tingsted og på den lovlige tingdag. I den ældste tid var det folket selv, som ledede tinget, mens kongens repræsentant, ombudsmanden, havde en fuldmægtig eller stedfortræder på tinget. Efterhånden fungerede herredsfogeden som leder af tinget og som dommer. Risby hører til Smørum Herred, der oprindeligt omfattede Brøndbyvester, Brøndbyøster, Glostrup, Herstedvester, Herstedøster, Vallensbæk, Ledøje, Smørum, Ballerup, Måløv og Værløse - samt Herlev, Rødovre og Hvidovre af Sokkelund Herred indtil 1370. Fra 1577 blev herredet udvidet, da dets nabo-herred mod vest Lille Herred, som bestod af 4 sogne, Thorslundemagle, Ishøj, Taastrup og Sengeløse, blev nedlagt og lagt ind under Smørum Herred. Dermed kom Risby således til at ligge omtrent midt i herredet. Smørum herred har navn efter sognebyen Smørum, der omtales så tidligt som 1085. Smørum Herred nævnes på skrift første gang i 1145.
Tinget og tingvejene
Tingfolkene bestod af de mest ansete mænd, herredsfogeden, tingskrivere og stokkemænd. De sad på træplanker (stokke), der var anbragt over nogle store sten, i hvert fald da tinget blev holdt under åben himmel og ude på marken. Der var også tingsvidner, som fik tingpenge for at møde op hver mandag, som dengang var tingdag i Smørum herred. Domme, der blev afsagt på tinget, kunne appelleres til Sjællands Landsting i Ringsted. De ældste herredsting blev holdt under åben himmel, dvs. på marken. For Smørum Herreds vedkommende ved vi, at der på reformationstiden har været holdt ting i Ejby Lund i Glostrup sogn. Omkring 1577 blev Lille herred lagt sammen med Smørum herred, og tinget flyttede fra Ejby Lund. Det er mest sandsynligt, at tinget flytter til tinghøjen nord for Risby, men der er ingen skriftlige kilder, der giver belæg for dette.
Tingene holdtes normalt på eller ved en gammel gravhøj. Ofte blev tinget flyttet hen i nærheden af, hvor herredsfogeden boede. Tinghøjen nord for Risby har sandsynligvis været benyttet fra 1577 til 1622, hvor det er flyttet til den gamle landevej ved Herstedøster, ikke langt fra Trippendals Galge. I 1683 blev Smørum, Ølstykke og Sokkelund herreder lagt sammen til et birkedommerembede med hjemsted i Ballerup. Derfor blev tinget flyttet hertil, hvor det formentlig er kommet permanent under tag. I 1803 blev Tinget flyttet fra Ballerup til Blåtårn ved Langebro i København, og siden har herredets ting været holdt i København.
For at alle uhindret skulle have adgang til tinget, skulle det som regel holdes under åben himmel og kun undtagelsesvis under tag. En undtagelse måtte man dog gøre den 15. december 1634, "da man for Frost og Kulde ikke kunde skrive på Tinget"13. Om der har været holdt ting ved Tinghusbakke, på grænsen mellem Risby, Harrestrup og Herstedøsters marker, er ikke sandsynligt, da Tinghusbakke ikke er nævnt før 1898. I 1780 nævnes dog i markbogen for HarrestrupTingbæksmosen, men det navn stammer enten fra den tid, da tingvejen gik fra Ledøje til Ejby eller fra den tid, da tinget var i Ballerup, for i begge tilfælde har vejene til tinget passeret Tingbæksmosen.
For at komme til tinget, benyttede bønderne de såkaldte tingveje. Vejen har ikke været som de veje, vi har idag, men et nedtrampet spor i landskabet. Vi ved fra en retssag i 1630, at der gik en tingvej fra Ledøje til Ejby Lund. Denne vej er, efter tinget flyttes i 1577, torvevej. I 1630 prøvede bønderne i Ejby at lukke torvevejen, men de tabte en retssag mod Ledøje-bønderne, og Ejby-bønderne måtte åbne den gamle tingvej igen. Fra retssagen i 1630 ved vi omtrent, hvor den gamle tingvej har gået. Vejen gik fra Ledøje gennem Hedeled. Hedeled var et led, der lå mellem Ledøjes marker. Derfra gik den gennem Stolpeled, der lå imellem to af Risbys vange, Lillevang og Østervang. Så igennem Raabers led, der lå imellem Risbys, Harrestrups samt Herstedøsters marker, og herfra til Ejby Lund. Videre mod øst gik vejen gennem Lundsled, der lå imellem Ejbys og Hvissinges marker, så gennem Flemmeled, som var det led, der lå imellem Hvissinge og Rødovres marker, og derfra til den gamle landevej til København. Tingvejen var oprindelig blot udlagt som tingvej, men blev senere stærkt benyttet som torvevej, ikke alene fra Ledøje, men også fra Nybølle, Hove, Gundsømagle og Jyllinge. Selv adelige herskaber fra det sydlige Hornsherred lod sig færge over fjorden til Jyllinge for derefter over Ledøje og ad tingvejen, at forsætte rejsen til København.
Herredsfogederne
Det er ganske påfaldende, at så mange bønder fra Risby har beklædt den vigtige stilling som herredsfoged. Risby kan altså kalde sig en herredsfoged-by! Ganske vist var Herredsfogederne næsten altid bønder. De blev udnævnt af lensmanden og efter enevældens indførelse, af kongen. Der stilledes ikke krav om nogen højere uddannelse, heller ikke nogen særlig form for juridisk indsigt, men man forlangte at personen var uberygtet, samt at han kunne skrive og læse, en kunst der dengang var sjælden blandt bønder. Desuden skulle han have kendskab til de almindeligste love. Det lyder jo ikke af så meget i dag, men der har alligevel ikke været mange bønder, der i de tider kunne opfylde betingelserne. I de ældste tider valgtes herredsfogederne fortrinsvis blandt selvejende bønder og senere navnlig blandt kronens fæstere. De fik som løn fritagelse for visse ydelser af deres gårde.
1581-1600 var Mads Olufsen i Risby herredsfoged i Smørum Herred. Han fik den 28. november 1585 bevilling på - sålænge han var herredsfoged - at have fri olden til sine svin i kronens skove, og årligt have 10 læs brænde kvit og frit. Den 14. juli 1591 får han desuden fuld frihed for landgilde og andre afgifter af sin gård. At han har været en efter tidens forhold velhavende og anset mand, kan man se af, at han i 1592 sammen med præsten Hans Lauritsen ved Frue Kirke i København havde Smørum kirketiende i fæste af Universitetet. Peder Olsen i Risby var herredsfoged 1600-1609. Peder Olsen og Mads Olufsen er begravet i Herstedvester Kirke, hvor man kan i kirkens gulv se gravstenene for dem. Endvidere kan der på to gavle af stolestaderne læses indskårne initialer: Mads Olsen Kirkeværge 1583 og på den anden Jørgen Olsen kirkeværge 1583. Fra 1609-1622 hed herredsfogeden Peder Lauritsen. Han boede også i Risby, og senere i Vallensbæk. 1622-1628 varChristoffer Hansen i Herstedøster herredsfoged, og det er sandsynligt, at tinget i denne periode flyttes hen i nærheden af Trippendals galge. Fra 1630 er det usikkert, hvem der er herredsfogeden, men det ligger fast, at han fra 1632 hed Hans Høgh, og at denne mand ikke boede i Risby. I 1660 blev Hans Mikkelsen herreds- og skifteskriver i Smørum herred. Han ansøgte i 1679 om, at han foruden sit embede som herredsskriver i Smørum herred, som han havde haft i 19 år, tillige måtte overtage embedet som herredsfoged i Sokkelund herred. Når de to små embeder blev slået sammen, kunne han bedre ernære hustru og små børn. Han ansøgte endvidere om, at han vedblivende måtte bo i det hus, han selv havde ladet bygge i Risby. Det blev ham bevilget.
Bertels Kilde
På Hedemarksgårdens jorder nordøst for Risby har der ligget en hellig kilde, Bertels kilde. Navnet Bertel kommer af det tyske Bertrold, der betyder "strålende hersker". Bertel var en katolsk helgen. Om kilden er en før-kristen kilde er ikke undersøgt, men navnet kunne godt tyde på det. Der findes ikke ret meget skriftligt om Bertels kilde, men vi ved fra markbogen i 1682, at der på stedet lå en ager kaldet Bertelskilde ager. I 1780 er Bertels kilde igen nævnt på udskiftningskortet og i det taksationspapir, der omhandler udskiftningen. Den gård, der får jorderne, hvor Bertels kilde lå, får navnet Kildegård. Det hedder den i 1800, men senere kommer den til at hedde Hedemarksgården. Allerede i 1840'erne, drænedes Hedemarksgårdens jorder, og derved forsvandt formentlig Bertels kilde. Man har fortsat dræningen indtil omkring 1965, men drænene virker endnu. Hvis man stoppede afvandingen ville Bertels kilde måske genopstå i Vestskoven!
Der er enkelte personer, der i 1995 har kunnet huske, at der på Hedemarksgårdens jorder lå en kilde, og at man ikke blev syg, hvis man drak af dens vand. Det skulle have været før 2. verdenskrig. Det er meget sandsynligt, for overtro og varsler levede i folks bevidsthed helt op i 1930'erne. I ældre tid har der været mange kilder over hele landet, og der har knyttet sig forskellige sagn til kilderne. Der er desværre ikke overleveret sådanne sagn fra Bertels kilde, så vi må bruge fantasien til at belyse, hvad der kan være foregået ved Bertels Kilde.
Kilden lå ikke langt fra den gamle tingvej fra Ledøje til Egby, så det er sandsynligt at man har drukket vand ved Bertels kilde, når man har været på rejse. Måske har den været et yndet udflugtsted Skt. Hans aften, da man troede kildevandet havde en særlig helbredende kraft den ene gang om året. Kilden blev besøgt af både syge og raske mennesker. De syge kom for at blive helbredt, og de raske kom for at feste. De hellige kilder havde naturligvis vidt forskelligt udseende efter deres beliggenhed. Ved de meget besøgte kilder blev hyppigt bygget et kildehus med tag over. Bertels kilde har nok været et almindeligt vandhul...
Rytterdistriktet
Da Christian den 5. kom på tronen i 1670, iværksatte han næsten omgående en reform af landets forsvar. Der blev oprettet et antal rytterregimenter, som skulle finansieres af bønderne på krongodset, altså i de områder hvor kongen ejede jorden. Krongodset var i 1600-tallet stadig spredt over det meste af landet, men for at lette organiseringen af hæren, samlede Frederik den 4. krongodset i nogle bestemte områder, de såkaldte rytterdistrikter. Fra omkring 1720 fandtes 12 distrikter i Danmark, som hver havde pligt til at underholde et rytterregiment. Risby kom til at ligge i det Københavnske rytterdistrikt. Oprindelig var tanken med det nationale rytteri, at hver bonde skulle deltage i landets forsvar. Men det var dog næppe bønderne selv, der steg til hest for at værne konge og fædreland. For hver 8 tønde hartkorn skulle der stilles en ryttersoldat. Som regel var det gårdens karl, der måtte holde for. I Københavns amt blev bønderne dog ikke udsat for at skulle have ryttersoldaterne boende i landsbyerne. I stedet blev de indkvarteret på kaserner i de større byer.
I 1721 gav Frederik den 4. ordre til at bygge 240 skoler rundt om i landets 12 rytterdistrikter. Der blev anvendt den samme grundtegning til dem alle, så de blev stort set ens. Alene i det Københavnske rytterdistrikt blev der opført 19 skoler, heraf to i hhv. Herstedøster og -vester. Risbys børn fik altså fra omkring 1721 mulighed for at gå i skole, selv om de måtte gå hele vejen til Herstedvester. Skolebygningerne var grundmurede og de fleste steder forsynet med tegltag. Hver skole var 7,5 . 13 meter i grundplanen og bestod af to halvdele. Når man kom ind af indgangsdøren, der var placeret midt på facaden, lå skolestuen til højre og lærerens bolig til venstre. I skolestuen var borde og bænke fastgjort til gulvet. Drenge og piger sad hver for sig, men blev undervist sammen. Der var skolepligt for rytterbøndernes børn 5-8 årige børn. Børn over 8 år måtte forældrene holde hjemme den halve dag, hvis deres arbejdskraft behøvedes på gården.
Det meste af skoledagen gik med kristendomsundervisning. Desuden skulle børnene lære "hvordan de til sin tid kunde tjene konge og fædreland" - dvs. bl.a. om landets love. Skrivning og regning var frivillige fag. Hvis børnene skulle lære at skrive, måtte forældrene betale 8 skilling om måneden for skrivematerialerne. I Herstedvester rytterskoles håndskrevne skoleprotokol, kan vi se, at ikke alle børn, modtog undervisning hver dag. Det var vigtigere for deres forældre at beholde den arbejdskraft, de nu kunne levere hjemme. Et eksempel fra 1792:
"Jørgen Larsens, Christen fra Risby ej gået i skole." (Christen Jørgensen var gårdmandssøn). "Hans Hendrick Larsens, Anne, Risby, ligeså." (Anne Hansdatter, var gårdmandsdatter fra Ydergård). "Peder Pedersens Søren, Risby, ej gået." (Søren Pedersen var gårdmandssøn fra Østbakkegård). Det var dog ikke kun på gårdene, man havde brug for børnene som arbejdskraft. Også husmand Peder Skounings Birthe og Mads Larsens Søren, fra Risby blev noteret i protokollen som fraværende på denne (tilfældigt valgte) dag. Først et stykke op i 1800-tallet blev der tvungen skolegang.
Selvejerbønder
Siden 1500-tallet havde Risby-bønderne været kongens bønder, dvs. at de var fæstebønder på kronens gods og ejede altså ikke selv den jord, de dyrkede. Det havde stor betydning, at bønderne ikke var fæstere hos en privat godsejer. Den voldsomme udnyttelse af fæstebøndernes arbejdskraft i form af hoveriarbejde på herregårdene, har der nok ikke været tale om. Selvfølgelig skulle bønderne yde noget som betaling for at drive deres gårde, men i reglen har de kunnet nøjes med at betale sig fra ydelserne med penge. De skulle altså ikke selv møde op og præstere et stykke arbejde, og så har der været bedre tid til at dyrke jorden ordentligt. Bønderne havde sandsynligvis nogenlunde samme rettigheder på deres gårde, som hvis man bor til leje. De havde med andre ord ikke ejendomsretten, men dispositionsretten til den ejendom de boede på. Så længe afgifterne blev betalt, blev de ladt i fred, og de kunne f.eks. i en række tilfælde selv bestemme, hvem der skulle efterfølge dem som fæstere. .
Udskiftningen
I 1766 fik fæstebønderne og husmændene i Københavns amt skøder på deres gårde af kongen. Disse skøder var såkaldte arvefæsteskøder, udstedt i anledning af Christian den 8.'s tronbestigelse. Bønderne blev ikke i egentlig forstand selvejere, men fik såvel jorden som gårdene overdraget på vilkår, der svarede til selveje. Fællesskabet var dog stadig grundlaget for bøndernes liv. Driftsformen gjorde, at man måtte samarbejde om markarbejde og andre praktiske ting, men det betød også, at man havde et stort fællesskab.
I 1769 blev der åbnet mulighed for, at den enkelte lodsejer kunne få sin jord, som hidtil havde været spredt mange steder, udlagt i én samlet lod (eller i hvertfald nogle få lodder) på grundlag af opmåling og taksation. Næsten alle udskiftninger af landejendomme i de danske landsbyer foregik i perioden 1770-1830. Med udskiftningen i 1791 forsvandt 3-vangsbruget i Risby. Dette dyrkningssystem havde da omkring 400 år på bagen, men primitivt kunne man ikke kalde det, for 3-vangsbrugets var struktureret ned til mindste detalje. Systemet skulle forebygge, at jorden ikke blev udpint. Over en 3-årig periode blev der først dyrket byg, siden rug og det tredie år hvilede jorden, dvs. den blev brugt som fælled og blev dermed gødet af det græssende kvæg. Desuden var vangebruget udtryk for en meget retfærdig jordfordeling. Bønderne i landsbyen fik alle del i både den gode muldjord og i de stenede sandsletter.
En pioner
I 1779 søgte Niels Nielsen på gård nr 2 i Risby om udskiftning og udflytning. Når en enkelt person ønskede at bryde fællesskabet, må vi betragte ham som en pioner, idet den endelige lov om udskiftning af landsbyerne først blev underskrevet af Christian den 8. i 1781. Ansøgningen var stilet til regimentskriver Nørager, men dette valg af adressat synes ikke at have været heldigt. Nørager havde nemlig erfaret, at der var mangel på de landmålere som skulle stå for opmålingen, så han syltede sagen i ca. et halvt år. Først sidst i oktober indstillede han til Hr. geheimeråd og amtmand Scheel Plessen om at få en landmåler sendt ud. Nørager formodede, at både de øvrige risbybønder og nabobyen Herstedvesters bønder ville forlange at få deres gårde udskiftet.
På grund af forretningens omfang skulle den derfor begyndes tidligt næste forår, så den forventede totale udskiftning af Risby kunne være afsluttet inden kornhøsten. Sidst i november kunne rentekammeret meddele amtmanden, at landmåler von Steuben var tilsagt om så snart som muligt i kommende forår at opmåle Risby og Herstedvester til udskiftning. Den lange ventetid har sikkert været årsag til, at det lykkedes de 11 andre risbymænd at overtale Niels Nielsen til at frafalde sin ansøgning og i stedet at indgå en aftale med de andre landsbybeboere om, at de "var og fremdeles ville være fornøjet med den jord, de tilforn havde haft." Denne aftale lovede de ubrydelig at overholde. Tilsyneladende betragtede bønderne den som en garanti mod udskiftning. Det vakte derfor stor bestyrtelse, da regimentskriveren pludselig underrettede dem om, at landmålerne ville indfinde sig i Risby inden 3 dage. 11 af de 12 bønder (Niels Nielsen undtaget) henvendte sig til kongen med en anmodning om, at blive fritaget for den udskiftning som opmålingen efter deres mening ville føre til. Mangel på græsning var deres vægtigste argument for ikke at kunne acceptere udskiftningen. Med denne henvendelse opnåede bønderne Rentekammerets resolution på, at de i første omgang kun skulle have deres jorder opmålt. Spørgsmålet om udskiftning skulle derimod først afgøres på nærmere indberetning fra amtmanden. På foranledning af amtmanden afgav Nørager en betænkning. Han havde ingen indvendinger mod bøndernes ønske om at forblive i fællesskab, da Risby ikke havde et stort behov for udskiftning. Dels var det kun en lille by, dels var den placeret midt i de omgivende marker, så der var andre byer i distriktet, der trængte mere til udskiftning end denne. Dog skulle Niels Nielsen og hvem der ønskede det, fortsat have mulighed for at komme ud af fællesskab på forlangende. Derefter besluttede man i Rentekammeret, at bønderne kunne forblive i fællesskab indtil videre, men eventuelle liebhavere skulle have mulighed for at komme ud af fællesskabet. Nu var der imidlertid ikke nogen, der ønskede at blive udskiftet.
Hvorledes bønderne reagerede på den opmåling, der blev gennemført, findes der kun få kilder til at belyse. I anledning af en klage fra bønderne over landmålerens forbrug af rejser under opmålingen, bad amtmanden Rentekammeret undersøge, om landmåleren, ved at kræve flere rejser end berettiget, havde "...misbrugt eller betjent sig af bøndernes enfoldighed ...". I den afkrævede redegørelse, hvor landmåler Steuben for øvrigt havde svært ved at bortforklare de mange rejser, karakteriserede han risbybønderne som værende meget "egenartige til trættekærhed og selvrådighed...". Da Steuben anvendte dette udsagn for at rense sin adfærd, kan man i denne sammenhæng ikke tillægge det alt for stor vægt. Sagen sluttede med, at Steuben blev tildelt en næse. I den skrivelse, amtmanden fik til bekendtgørelse blandt risbybønderne, nævntes imidlertid ikke, at Steuben havde fået en næse. Deri stod blot, at sagen efter "forefunden beskaffenhed" burde bortfalde.
Af det foregående kan vi se, at Niels Nielsens pioner-planer bliver kuldkastet, og han bliver i fællesskabet, som det åbenbart passede de andre bønder bedst. I 1790 begynder opbruddet for fællesskabet i Risby. Hans Henrich Larsen på gård nr. 1 ønsker sin gård udskiftet og udflyttet. Denne gang er det alvor. Udskiftningskortet var jo allerede klar, så der blev indkaldt til en række møder i Risby, og i efteråret 1791 lå planerne klar for Risbys udskiftning og udflytning. Der skete endvidere det lykkelige for husmændene, at Stheen Nielsen på gård nr. 6 ønskede at sælge sin jord til dem. Husmændene søgte Rentekammeret om et lån, og det blev bevilget, så i 1793 fik de skøder på den købte jord. Derved ejede husmændene både deres huse og nu også lidt jord. Det har uden tvivl forbedret deres levevilkår i Risby. Der blev selvfølgelig holdt mange møder vedrørende udskiftningen, men stort set forløb den meget fredeligt i Risby, da den først kom i gang.
Vi er så heldige, at referater fra møderne vedrørende udskiftningskortet og selve planen til Risbys udskiftning er bevaret:
Plan til Riisbye Byes udskiftning.
1. Da de såkaldede Store Enge dels er så langt fraliggende og dels for ejerne uundværlige, anser jeg det rettest at afskære den fra Ager Marken ved en lige linie, som for størstedelen drages ved Store Sand Enges søndre side og derefter at inddele samme imellem ejerne efter hartkorn.
2. Bliver byens tørvemose ligeledes at fratage til særskilt udskiftning imellem beboerne, og således, at enhver til samme kan nyde behørig adgang. Men da dens grænser i østre side endnu ikke af ejerne er bestemt, må jeg herved udbede mig samme, dog ved en lige linie fastsat, på det den eller de udskiftende kan bekomme sin andel efter hartkorn udlagt. Imidlertid har jeg dog på kortet, og for at kunne bestemme arealet, uden hvilket ingen plan var mulig, noteret en linie, efter hvilken jeg supponerer Tørve mosen ud-[mangler] nemlig; Fra Præstegravene og ud til Ledøje Mark og de længst udgående og vestre ender af Kat Agre og Stumperne.
3. Udlægges Hans Henrik Larsen sin andel agerlod i Raae Bjergene og Mellem Agre og måske endog noget af Vanddysserne i Øster Marken, fra Herstedøster mark indtil Mellemmarks Diget efter en lige linie og lige med agernes løb, alt efter mål og taxation. Hans del eng aflægges næst norden for Raabjergene af Engen, Store Sand Eng og Raamose Engen såvidt måltaxation vil tillade.
4. Næst sønden for denne agerlod udlægges ligeledes en hel gårds jorder, af Vanddysserne og Stokke broerne, fra Mellem Marks Diget til Herstedøster Mark efter en lige ligersidig med Agrenes løb.
5. Sønden for denne agerlod udlægges atter en hel gårds jorder af Stokke broerne, Tormus Ager, Små skov kjær, Hvide Røyler og Store skov kjær, fra Mellem Marks Diget ud til Herstedvester Mark skjel! Ligeledes efter en lige linie og såvidet muligt ligesidig med agernes løb.
6. Vesten for den ved No. 3 beskrevne Lod, udlægges atter en hel gårds jorder, og i særdeleshed således, at sammes nordre grænse i en lige linie bliver den såkalde Store Sand Eng, dens vestre grænse diget imellem Vester marken og Mellem Marken og den søndre grænse efter de søndre ender eller sider af udskifterne, Smalle Kringel Mose, Mellem Kringel Mose, Bertels Kilde, Gielde Bredderne og Brede Skovlens Ager, alt såvidt mål og taxation vil tillade.
7. Vesten for denne lod udlægges en hel gårds jorder af Ting Agre, Hules Agre, et stykke af Store Ebbekjær samt en del af Have Agre, Dam Agre, Lange Kjærs Agre og noget af Koe Kjærs Agre og Smalle Skovleds Agre. Denne lods vestre grænse bliver skellet i mellem Ting Agre og Hules Agre og Gåse holmene; Derfra et lidet bugt langs Store Ebbekjærs Højde og så en lige linie til Mellem Marks Diget og Byen, følger byen såvidt den med 10 betegnede gårds have går og derfra løber i en lige linie over Have Agre, Dam Agre til noget ind på Lange Kjærs Agre, Smalle Skovlens Agre og Mellem Diget, som det siden følger til Markeskjel.
8. Straks vesten for denne lod er ligeledes en hel gårds jord aflagt, hvis søndre grænse er byen og derfra følger højden i mellem Små Ebbekjær og Store Ebbekjær på den ene og Sties Bjergene og Mellem Bjergene på den anden side; der på bukker sig om højden af Mellem Bjergene og Store Hesle Holme til Små Hesle Holme over samme og Tang Engen straks med højde af Dys Agre, og altså indbefatter Tang Engen, Små og Store Hesle Holme, Gåse Holmene, Store og Små Ebbekjær.
9. Straks ved denne lod udlægges en halv gårds jorder af Dys Engen og Dys Agre, Elle Engen, Elle Stumperne og Mellem Bjergene, for ikke alt for meget at afskære agrene, er denne lod aflagt således, at den [mangler] får den bliver altså nødsaget til at følge Va[mangler] lidet stykke langs højden af Små Ebbekjær ud til L[mangler].
10. Straks ved denne lod er atter aflagt en halv gårds jorder af Stigsbjergene, Bukkeblads Grave, Tofte Gravene og [mangler]-terne, hvis vestre grænse er den af mig projecterte til Tørvemosens fra skæring og over Tofterne af [mangler]-nes løb til hjørnet af den med 2 betegnet gårds [mangler] jorder
11. Sønden for denne lod udlægges en hel gårds jordes af de fra forrige lod overblevne Tofter, Kat Agre, Halse Tofterne, Vangeleds Agre, Store o[mangler] Lurefald, Hattes Agre og Hvide Leerne efter agre [mangler] og såvidt efter mål og taxation kan tilkomme, Søndre grænse bliver Præstejorderne og Herstedvester Markskjel. Dens Nordre grænse er Herstedøster vejen til byen.
12. Straks norden for denne lod udlægges atter en hel gårds jorder, hvis venstre grænse er byen. Derpå følger den nys beskrevne lod til Herstedvester Markskjel til den støder på den ved Nr 5 beskrevne lods vestre side og derfra [mangler] enderne af Små og Store Ræve Agre, Lang Agre og Lykkes Agre til noget over midten af Lange Kjærs Engen, hvor den gør en bugt tvært over samme til Diget imellem [?] og Øster Marken, tvært over Have Agre til det vestre hjørne af den med 12 betegnede gård.
13. Norden for denne lod udlægges atter en hel gårds jord af Store og Små Ræve Agre, Tver Stykkerne. Lang Agre, Lykkes Ager, Gielde Bredderne, noget af Brede Skovleeds Agre, Smalle Skovleeds Ager, Koekjærs Agre, Langekjærs Ager, noget af Dam Agre og Hauge Agre; denne lod er altså indesluttet af byen og de ved Nr 4-6-7-og 12 beskrevne lodder. For mere tydeligheds skyld er såvel denne lods som alle de øvrige lodders yderste grænser betegnede med små røde linier.
Kjøbenhavn d. 2 April 1790. Kryger
Risby 1787
Der boede 150 personer i selve Risby i 1787, dvs. at ingen boede på marken. De første udflytninger skete først i forbindelse med udskiftningen i 1791. I 1787 var der 11 gårde, og 19 huse. Det var altså en lille landsby i forhold til de omkringliggende byer. Gårde og huse lå meget tæt, og det havde både fordele og ulemper. Den tætte beliggenhed gav læ for storme og kulde, men opstod der brand, kunne den rasere flere gårde eller huse, hvis vinden var i en uheldig retning. Pladsen i gårde og huse var trang. Der boede mange personer i hvert hus. Man "kom hinanden ved", men det har sikkert også været temmeligt hårdt. Ved sygdomme har epidemier haft store muligheder for at sprede sig. I 1787 var der i gennemsnit 8 personer på hver gård i Risby. Det var dels gårdejeren og hans familie, dels tjenestefolk. Man kan se at de familier, der har mange børn, ikke har ansat ret mange tjenestefolk eller slet ingen. Det er selvfølgelig afhængigt af børnenes alder, og om det er drenge eller piger der er ældst. Hvis en familie har 5 børn, og de 2 ældste er piger, da ser vi, at det er en tjenestekarl, der er ansat på gården. Hvis drengene er ældst, er der ansat en tjenstepige.
Risby i 1800-tallet
Efter udskiftningen fik husmændene lidt jord, og da nogle af gårdene flyttede ud på markerne købte nogle de gård-pladser, der var tilbage i byen. Samtidig handlede de med jord, de havde købt, og derved blev nogle husmænd i besiddelse af en mindre gård (bolsted). Det var normalt kun en af gårdmandsbørnene, der overtog gården ved et skifte, de øvrige giftede sig til en gård eller købte jord og hus for arven, og det blev også et bolsted.
I bogen Statistisk topografisk beskrivelse af Københavns Amt, der kom i 1836, giver landinspektør Severin Sterm en beskrivelse af amtets landsbyer, herunder også Risby. Der findes på dette tidspunkt 17 selvejergårde, 12 selvejerhuse med jord og 12 jordløse selvejerhuse. Af gårdene er 7 flyttet ud, men derimod er ingen af husene udflyttede. Af tyende findes 17 karle, 13 piger og 6 drenge. Der er 3 indsiddere og af håndværkere findes 1 skrædder, 1 drejelsvæver, 1 hjulmand og 1 smed.
Gårde og huse
Vi ved ikke, hvor mange indbyggere Risby har haft, da den blev grundlagt. Dengang førtes der ikke fortegnelse over beboerne. Byens jord hørte som nævnt under Roskilde Domkirke i middelalderen, men Risby er glemt i den fortegnelse (jordebog), der blev lavet over kirkens gods i 1300-tallet. Fra regnskaberne for Roskilde Domkirkes fadebur ("spisekammer"), der modtog afgifter fra bl.a. risbybønderne i naturalier, ved vi, at der i 1520'erne i hvert fald var 10 navngivne bønder i Risby. Dette tal menes at være det samme som i 1370. Vi kan f.eks. se, at i 1522-24 har bonden Hans Persen betalt afgifter i form af smør og svinekød. Disse afgifter var blot nogle ud af en lang række, som datidens bønder skulle betale. Afgifternes størrelse siger iøvrigt ikke så meget om deres faktiske værdi.
Her er det første gang, vi møder risbybønderne nævnt ved navn. Lad os lige præsentere datidens gårdmænd i byen:
Hans Persen, Anders Olsen, Moghens Michelsen, Jep Michelsen, Niels Schredderæ, Per Jeipsen, Jens Olsen, Olwff Jeipsen, Hans Jeipsen, Jep Persen.
Beboerne i Risby ejede ikke selv den jord, de dyrkede, og de bygninger de boede i. Husmanden eller gårdmanden fæstede jorden og bygninger, dvs. han fik brugsret over det mod at betale afgift til ejeren. Afgiften bestod af indfæstning, som var et beløb, der betaltes når fæstekontrakten blev oprettet, landgilde, der var en fast årlig ydelse i penge eller naturalier (gårdens produkter) og endelig hoveri, som var en arbejdsydelse, hvor fæsteren skulle stille egen eller tjenestefolks arbejdskraft til rådighed for ejeren.
Næste gang vi har en samlet fortegnelse over byens gårdmænd er i 1682, da hele landets landbrugsjord blev opmålt og vurderet. Der er stadig 10 gårdmænd i byen, men de er nu alle fæstere hos kongen. Efter reformationen gik en meget stor del af den jord, der før havde tilhørt kirker og klostre, over til "krongods", dvs. blev statseje. I Risby var det altså hele byen, der skiftede jordejer. Vi ved dog ikke præcist, hvornår det skete, men muligvis er overdragelsen foregået på én dag, som det var tilfældet med adskillige gårde i Herstedvester og Herstedøster.
Fra 1682 til 1790 var der 10 helgårde. I nogle kilder ser det ud som om, der har været flere, men det skyldes at nogle af gårdene var (eller blev) halvgårde, dvs. at en gård deltes i to halvdele med hver sin fæster. Derfor ser det ud som om, der er 11, 12 eller 13 gårde.
Levevilkår
De bevarede kilder fortæller ikke meget om, hvordan Risbys befolkning klarede sig. Man kan dog indirekte få et indtryk af det, når man læser om bønder, der måtte forlade deres gårde, fordi de ikke evnede at drive dem. Et enkelt misvækstår eller en ildebrand kunne ruinere en familie. I 1643 brændte Anders Jørgensens og Peder Børgesens gårde, og de måtte derfor bede om afslag i den landgilde, de skulle betale til kongen. Når en bonde blev gammel eller ikke formåede at drive gården, gik fæstet videre til en anden. I protokollerne over fæstebønder i Risby, ser man ofte eksempler på gårdfæstere, der må forlade gården på grund af fattigdom, sygdom, eller lignende årsager. Fra midten af 1600-tallet er der bevaret dødsboskifter fra nogle af byens indbyggere, og de fortæller en hel del om en husstands økonomiske og materielle vilkår.
I året 1645 den 25 november blev der holdt skifte efter afdøde Niels Hansen der havde en gård i Risby. Boet, gård, formue samt gæld, skulle deles imellem mandens efterladte. De efterladte var enken
Anne Andersdatter, og hendes værge er den ældste søn,
Mads Nielsen på den ene side og de andre børn, Anders Nielsen, Peder Nielsen med først nævnte broder. Karen Nielsdatter, værge for hende var hendes mand, Jep Pedersen fra Ledøje. Johanne Nielsdatter som bor hjemme hos moderen, hendes formynder er hendes farbroder, Hans Hansen fra Smørumnedre. Alle var til stede. Fra øvrigheden var Frederik Frederiksen, kongelig majestæts ridefoged med dannemænd flere. Vurderingsmænd var Anders Jørgensen fra Risby og Søren Tårstensen også fra Risby.
Bortskyldig gæld.
Landgilde får dette års byg 2 pd.
For en fjerding smør 7 dr.
For en tønde havre 2 dr.
1 Skriver skæppe ½ dr.
Vange- og gærdepenge 2 dr.
Peder Otte fra København 17 ½ dr.
Morten Mortensen København for torsk og andet gods 10 ½ dr.
H. Peder ved Hersted efter underskrift afregnes 17 dr.
Mads Nielsen, lånt penge 20 dr.
Knud Hansen fra Ganløse, byg 1 dr.
Hans Hansen fra Smørum som afdøde har betalt
ved København for fisk og sild, penge 4 dr.
Degnen for liget at synge 1 dr.
Vurderingsmændene og andre udgifter 9 dr.
Johanne Nielsen resterende tjenesteløn,
som hende af samtlige blev tilgodeset 30 dr.
summen af bortskyldig gæld, penge 119 ½ dr Ialt.
byg 9 tdr Ialt.
Dertil tilgodeset 15 pd byg i stråed i stakke i gården,
Pundet 8 dr, er i penge 120 dr.
Ved de to vægge rum byg fratages 9 tdr byg.
Bliver igen til deling, som følge....
Det øvrige ved bygstakken 6 m
2 pd 3 tdr byg, pr. pund 8 dr er 22 dr
4½ pd rug, pr. pund 8 dr er 36 dr
15 tdr havre, tønden 6 m er 22½ dr
Høet tilsammen for 31 dr
Harve, plov og tromle for 10 dr
1 Jernkakkelovn ved stuen for 10 dr
Gårdens bygning er aktiv for 30 dr
Gøres tilsammen i penge 136 slette dr.
Der af moderens halve part, den anden halve del til
hendes medarvinger, er penge 81½ dr
Deraf tilkommer Johanne Nielsdatter
en søsterlod, som er, penge 10 dr, 12 sk.
Foruden for hendes tjenesteløn 30 dr
Og som moderen skal give hende, for hendes part ved
indeværende ringe forråd, penge 4 dr
Ved svinene 7 m
Ved rugsæden 2 m, 4 sk.
Ved en hoppe hos Peder Nielsen ved Ledøje, som han
skal på hendes vegne betale Jep Pedersen 2 dr
Ved kvæget fik hun frit en stud.
Ved fårene fik hun 1 får, samt Mads Nielsen hendes broder
gjorde håndsrækning og løfte nu her på skiftet hende nøjagtigt
at skal være betalt, når praktisk.
De andre selvmyndige har sin del erhvervet ved hver, som dertil og skrevet blev, og ellers hos deres moder har at kræve, som forskrevet står. Forlangde de gode køreheste
(modsat arbejdsheste) og vogn, samt seler og tømmer med sengen ved stuen, haver de deres moder givet og bevilget imod hendes mands begravelse og jordefærd. (Til begravelsen får moderen mere, end hun kunne forlange, ligesom skiftet nærmest er et uformelt arveafkald til fordel for moderen og den ugifte søster).
Efter som det i sig selv er ringe, de 28 skipper rugsæd i marken, er de enige om, at samtlige hendes børn skal give for deres andel 14 skippe rug, hvoraf Johannes part forinden i penge er antegnede.
Dermed samtlige alle underskrev i fordragelighed.
Actum Riisby ut supra.
Af skifterne kan vi se, at den nye gårdfæster ikke kun fæstede gården, men han måtte også i nogle tilfælde gifte sig med enken. Det var en praktisk social foranstaltning for kongen (staten), for derved sparede man at skulle forsørge enken og eventuelle børn. Forsørgelsen blev nu pålagt den nye gårdfæster, da han havde giftet sig med enken. Var en gårdfæster blevet for gammel, da kunne den ny fæster få pålagt, at han skulle yde et værelse og forsørge den gamle fæster og hans kone deres livs tid. For husfæstere gjaldt det samme som for gårdfæsterne.
Antallet af huse var 1682-1790 mellem 8-12, men her gælder det samme, at nogle huse kunne tælle som et halvt eller endda et kvart. I 1801 har landsbyen 22 huse, hvorimod antallet af gårde er det samme som i 1790. En del husmænd er kommet til efter udskiftningen. Til gengæld er 4 gårde flyttet ud på marken efter udskiftningen, og der ligger så 6 gårde tilbage i byen.
I det efterfølgende er der et par eksempler på, hvordan vi kan følge gårde og huse - og deres beboere - op igennem tiden.
Østbakkegård, der stadig ligger på den plads, den har haft siden middelalderen - og måske endnu før - har i de forskellige matrikuleringer af Risby altid haft nr. 10. Den havde i 1688 et jordtilliggende på 11 hartkorn, hvilket vil sige at det var en forholdsvis stor gård. Ejeren hedder på dette tidspunkt Olluf Steffensen. Han dør i 1704, hvor Knud Larsen overtager fæstet af gården. Hans kone, Ingeborg Poulsdatter, har en halvbror, Mads Pedersen, der er fæster på en anden gård i byen. I 1750 overgiver Knud Larsen frivilligt sit fæste til sin søn, Lars Knudsen, mod en afgift (indfæstning) på 12 rigsdaler. Faderen og moderen bliver boende på aftægt. Kun 5 år efter flytter Lars Knudsen imidlertid, for han indgår et mageskifte med Ole Knudsen, der (formentlig) er Lars' bror. De bytter altså gårde.
I 1788 hedder bonden på Østbakkegård Peder Pedersen. Han er husmandssøn fra Brøndbyvester, og han giftede sig til gården før udskiftningen. Hans første kone døde kort efter de var blevet gift, men de fik en søn sammen. Peder Pedersen giftede sig hurtigt igen efter konens død. Det var man ofte nødt til for at få gården og livet til at fungere. Peder Pedersen fik mange børn med sin kone nr. 2, Kirsten Pedersdatter, og i starten af 1800-tallet giftede flere af disse børn sig til gårde i Risby. Niels Pedersen gifter sig med Ane Marie Hansdatter og sammen overtager de Østbakkegård. Morten Pedersen gifter sig med en gårdmandsenke, Ane Jacobsdatter, og de viderefører Bousagergård. Bodil Pedersdatter gifter sig med gårdmanden Peder Jensen fra Risby, og sammen driver de hans gård. Anne Pedersdatter bliver gift med Niels Nielsen, der ligeledes er Risby-gårdmand, og hun bliver således også gårdmandskone i byen. Endelig gifter Søren Pedersen sig til gården Pedersborg, der ligger ude på marken, nord for Risby. Lad os se lidt nærmere på denne ejendom, for dens historie kan vi nemlig følge ubrudt gennem tre århundreder.
Pedersborggård - en risbygård i 300 år
1682: Torben Andersen og Lars (Lauritz) Torbensen har hver en halv gård.
1688: Torben Andersen har nu en hel gård. Hartkorn: 11 tønder, 3 skæpper.
1718: Sønnen Oluf Torbensen ejer nu den halve gård. Gården er på 12 fag og i slet stand.
1734: Oluf Torbensen (½ gård). Afstår gården p.gr.a. alderdom til Christopher Olsen (formentlig Oluf's søn). Indfæstning: 4 Rdl.
1761: Christopher Olsen død. Peder Andersen ægter hans enke og overtager gården. Indfæstning: 5 Rdl. Gården (½ gård) er på 21 fag og i mådelig stand.
1766: Peder Andersen får arvefæsteskøde fra kronen (½ gård).
1780: Peder Andersen ejer stadig halvgården. Hartkorn: 5 tønder, 1 skæppe, 1 fjerdingkar.
1780: Johan Hansen har købt gården.
1787: Folketællingen registrerer gårdens beboere: Johan Hansen, selvejerbonde, er 53 år. Hans kone, Kirstine Jensdatter, 39 år. De har fem børn: Karen (15 år), Bodil (13 år), Jens (9 år), Kirsten (7 år) Hans (1 år). Endvidere er i husstanden tjenestekarlen Lars Pedersen på 27 år.
1787: Johan Hansen dør og enken Kirsten Jensdatter gifter sig med Thomas Nielsen.
1790: Thomas Nielsens jord udskiftes.
1791: Thomas Nielsen søger om hjælp til udflytningen, da han har mange munde at mætte. Dvs. at han er en fattig mand, men han vil gerne flytte fra byen og bygge en ny gård op på den halve gårds jorder, som han har fået tildelt ude på marken. Det bliver bevilget, og Thomas Nielsen flytter fra byen og ud på sin jord.
1800: Thomas Nielsens gård registreres under navnet "Petersborg"
1801: Thomas og Kirstine har nu fire hjemmeboende børn. Karen, Jens og Hans af Kirstines første ægteskab, samt Sidse Thomasdatter på 11 år.
1814: Sidse bliver viet i Herstedvester kirke til Søren Pedersen på 21 år, søn af Peder Pedersen fra Østbakkegård, som nævnt ovenfor.
1834: Søren Pedersen har overtaget "Pedersborggård" I ægteskabet er der fem børn: Jens (19 år), Jørgen (13 år), Søren (11 år), Johan (8 år), Kirsten (5 år) og Jacob (3 år). Gamle Thomas Nielsen, der nu er 76 år, og Kirstine Jensdatter på 87 år, bor på gården som aftægtsfolk.
1840: Selv om Søren og Sidse har 4 hjemmeboende børn, hvoraf den ældste dreng er 25 år, og den ældste pige er 14 år, er der alligevel råd til at ansætte tjenestepigen Bodil Andersdatter (15 år). Endda har de Jacob Nielsen på 65 år boende som almisselem.
1850: Fire børn bor endnu hjemme. Den ældste Jens på 35 år og den yngste Kirsten på 21.
1853: Søren Pedersen sælger gården til sin søn Jens Sørensen.
1855: Jens Sørensen er nu "gårdmand" men endnu ugift. Tre ugifte søskende bor på gården. Forældrene Søren og Sidse bor stadig på aftægt.
1860: Søren og Sidses børn er nu flyttet hjemmefra, på nær Jens der driver gården og hans bror Søren på 37 år, der ikke er gift. Da der nu er færre i familien til at hjælpe til, har man tjenstepigen Christiane.
1880: Gamle Søren Pedersen er nu død, men hans 90-årige enke Sidse bor stadig på "Pedersborggård". Jens har giftet sig eller bor i hvertfald på gården sammen med den 8 år yngre Ellen Nielsen fra Valby. Desuden bor Ellens 17-årige datter Kirsten Kirstine hos dem.
1889: Jens Sørensen sælger gården til Jens Peder Olsen.
1892: Jens Peder Olsen sælger gården til sognefoged Hans Olsen.
1920: Gården ejes nu af Ole Olsen.
1936: Gården er blevet solgt til Laurits Pedersen.
1950: Laurits Pedersen sælger til H. Jensen.
1982: "Petersborggård" omdannes til naturskole, drevet af Albertslund og Glostrup kommuner. Det bliver gårdens redning. Hvis ikke den var sikret til dette formål, havde den formentlig været revet ned i dag.
Ligesom man gennem århundrederne kan følge gårdene og deres beboere, kan man også "kigge indenfor" hos husmændende. Vi "besøger" her et hus i Risby på den nuværende matr. nr. 16, idag beliggende Ledøjevej 23.
1711 Nielaus Børgesen afstår et halvt hus til Peder Nielsen.
1716 Peder Nielsen afstår et huset til Rasmus Larsen.
1727 Tingsvidne 23/9 1726: 2 huse i Risby er brændt 10/9, beboet af Rasmus Larsen og Peder Nielsen. Ilden opstod i Rasmus Larsens bageovn, som ikke var i orden trods advarsel.
1768 Rasmus Larsens hustru, Kirsten Nielsdatter, dør.
1768 Rasmus Larsen afstår huset til Anders Olsen "mod fri husværelse liifs tiid." - altså aftægt. Huset beskrives som "i mådelig stand".
1771 Anders Olsen er 34 år og skomager. Hans kone er 43 år.
1787 Anders Olsens kone, Cathrine Rasmusdatter, er væverske. Desuden bor i huset skomagersvenden Rasmus Danielsen på 24 år.1791 Anders Olsen er død, og enken Cathrine køber jord af gårdmand Steen Nielsen i Risby.
1793 Cathrine Rasmusdatter er nu også død, og Jens Olsen fæster huset.
1801 Jens Olsen er 29 år og beskriver sig i folketællingen som husmand med jord og landsoldat. Hans kone hedder Cathrine Olsdatter og er 30 år. De har to børn, Kirsten på 4 år og Ole på 2 år.
1822 Datteren Kirsten gifter sig med Hans Johansen, der er 35 år og fra Risby.
1822 Cathrine Olsdatter dør, 51 år.
1825 Jens Olsen sælger huset til Hans Johansen.
1834 Hans Johansen ernærer sig nu dels som jordbruger, dels som daglejer. I huset bor Hans og Kirstens tre børn, Bodil på 12 år, Johan på 8 år og Catrine på 4 år.
1840 Bodil er flyttet hjemmefra. Til gengæld har famiien taget et plejebarn til sig. Hun hedder også Catrine, og de to næsten jævnaldrene piger har sikkert glæde af hinandens selskab.
1845 Bodil er flyttet hjem igen. Hun er nu 23 år. Til gengæld står Johan nu på egne ben.
1850 Bodil er blevet gift med Rasmus Pedersen på 34 år. Han er daglejer og kommer fra Thorslunde sogn. De har fået datteren Kirsten, der er 1 år. Den ene del af huset er lejet ud til en anden daglejerfamilie.
1855 Bodil og Rasmus bebor nu husets anden halvdel. De har fået to børn mere, Hans på 5 år og den næsten nyfødte Anders.
1855 Sønnen Johan vender tilbage og får papir på, at han overtager huset.
1860 Hans Johansen er nu 73 år. Han bebor stadig en del af huset sammen med sin kone Kirsten, der er 63 år. Datteren Catrine, der nu er 30 år, er vendt tilbage og ernærer sig som daglejerske. Hun har fået sønnen Niels med en "ukendt" mand. Rasmus og Bodil har nu 4 børn, på hhv. 11, 10, 6 og 3 år.
1870 Hans Johansen er død, og sønnen Johan Hansen på 43 år er flyttet ind med sin familie. Han har giftet sig med Maren Kirstine Larsdatter fra Ledøje. Hun er 41 år, og sammen har de datteren Karen Marie på 4 år. Johan's mor, Kirsten bor hos dem. I huset anden halvdel bor Bodil nu alene med datteren Karen, efter at Rasmus er død.
1920 Anders Hansen, gårdejer i Risby har nu overtaget huset sammen med en række andre ejendomme.
1936 Huset beboes af arbejdsmand Peder Larsen
1950 Jens P. Nielsen har overtaget huset.
1996 Huset beboes i dag af Helmer og Martha Olsen. Hør mere om dem i kapitlet "Risbyfolk fortæller".